Den mand vil hjælpe os. Jeg saa det paa hans blaa øine! . . . Og De hjalp os. De er større end Jenner, større end Pasteur, for De fandt den gyldne pests bacille . . .
—Jeg vet en, som var større, svarte Fjeld vemodig. En ensom ildsjæl, som levde oppe paa den høieste videns tinder. En fattig mand med alverdens rikdom i sin hjerne. En guldets hero. Den sidste alkemist.
—Hvad het han?
—Hans navn var John Marker, mumlet Fjeld og vendte sig bort for at skjule sin bevægelse. Vi var alle smaa mot ham. Han var en av de faa, som nogensinde har set ind i det Kanaan, der ligger i en taaket soldis for vore øine, — den evige videns forjættede land . .!
Men fru Helene Burns sat inde i sit værelse og nynnet en vise.
—Undres paa, hvad Burns blev saa bevæget over, mumlet hun for sig selv og strakte haanden ut efter »Times«, som manden hadde kastet fra sig. Hendes øine faldt paa en uhyre overskrift, som mot det konservative blads sedvane strakte sig over halve avisen. Der stod helt enkelt:
Fru Helene Burns blev hverken forskrækket eller imponert. Hun smilte ringeagtende og tok atter fat paa visestumpen og — sit strikketøi.
