menneskets hjerne — som Minerva av Jupiters pande. Og han drømte om sin ungdom og sine triumfer dernede i rue Bonaparte, — dengang da den ene herlige skikkelse efter den anden vokste frem mellem hans hænder. Nu præget han i levende metal. De var hans barn alle de gyldne tingester, som sprutet frem av den gamle presse der borte i kroken — de var hans smaa viltre unger disse skinnende mynter, som i tusenvis rullet og rullet til alle verdens hjørner. Det var francs, det var mark, det var pund . . . og ingen kunde kjende dem igjen fra de andre, som sang i den store verdenskoncert . . .
Jean Fabre, den berømte billedhugger og den fordrukne gravør, strakte sin haand ut. Den fandt en tyk, bredmavet flaske. Han løftet den med anstand, tømte den halvt med et lykkelig smil og rullet sig sammen som et pindsvin ved Markers føtter.
Da lød der pludselig en svak larm over dem. En dør blev slaat op, og Jacques Delma og Natascha styrtet ind.
—Der er folk paa øen, skrek franskmanden hæst. En torpedobaat ligger utenfor, og kanonerne er rettet mot fabrikken. Vi maa flygte. Der er endnu tid. Motorbaaten befinder sig i hulen paa vestsiden av øen. Vi kan naa den gjennem den hemmelige tunnel . . . Saa sprænger vi hele greien i luften . . . Og jeg skal se den torpedojager, som kan hamle op med vort 200 hestekræfters hydroplan . . .
—Jeg flygter ikke, sa Marker rolig. Her er jeg hersker! Ingen skal rokke mig fra mit kongesæte! . . .
