strømmet ut fra dens indhold. Fra et av de indfældte glasrør dryppet der en rød væske — draape for draape ned i det tynde, hvite støv.
Det syntes, som om de blodrøde draaper hadde en magisk kraft. De sank ned mellem støvet med brusen og boblen, de aat sig frem som levende organismer, de blev til tynde, gulhvite spiriller, som kjæmpet med støvet og fortærte det.
Men det bleke skin, som brøt igjennem den kjæmpende masse, syntes at mildne den røde tinkturs herjinger. Bevægelsen i massen blev langsommere og langsommere, — samtidig som volumet blev mindre. Efterhaanden blev det hele en svakt brunfarvet deig med fluorescerende glitter, . . . som tungt kastedes hit og dit og tilslut samledes til en bløt, sortgul klump, som truet med at sprænge den tykke kules vægger . . .
Paa en liten forhøining foran glaskulen tronet John Marker med haanden under kindet. Han rørte sig ikke. Kun hans øine levet. De fulgte med den mest spændte opmerksomhet processen indenfor glasvæggene.
Paa en skammel ved hans føtter sat en tjafset olding med langt haar og skjeg. Det var et kraftig, ædelt formet hode, men alkoholen hadde faret ilde med næse og øine. Og den mimrende mund fortalte om en ødelagt organisme.
Men Jean Fabre befandt sig dog vel. Her laa han ved herskerens føtter som en gammel hofnar og levet lykkelig av visdom og brændevin. Ja, her sat han i sine behagelige stunder og fodret sine hungrige øine med det gule metal, der blødt og smidig sprang ut av
