Dypt nede i Tofteholmens størknede lavamasser var der sprængt ut en kjelder. Ingen av saltverkets faa arbeidere kjendte til dette rum, Der førte kun en liten vindeltrappe ned til de underjordiske hvælvinger — gjennem en hemmelig dør fra John Markers laboratorium.
Det var ikke utstyrt med nogensomhelst luksus. Fjeldvæggene grinte nøkne og chokoladebrune mot en fra alle kanter, og smaa vandbækker silret gemytlig ned langs væggene.
Men midt paa gulvet stod en kjæmpemæssig glaskule med mange tynde rør strittende ut til alle kanter. Den hvilte paa to jernbjelker, som strakte sig over hele rummet og var muret ind i stenvæggen. En liten dynamo holdt kulen i sagte roterende bevægelse. En enslig elektrisk lampe kastet en kummerlig belysning over det lave og uhyggelige rum.
Og dog var der et eget trylleri over dette underlige stenhvælv. Det skrev sig fra glaskulen. Et eiendommelig blekt skimmer med en svak opalfarvet glans
