anmodning om snarest mulig at komme tilbake for at bringe Brookesaken i orden. Sir Arthurs telegram var som et eneste fortvilelsens rop.
Men Fjeld saa dem kun flygtig igjennem. Tilslut blev han sittende længe med et iltelegram, som var datert Kristiania, men eftersendt fra London.
Det lød saaledes:
»John Marker forlot Kristiania dagen efter sin doktorpromotion. Opholdt sig efter slegtninges sigende et halvaar i Paris. Er for tiden ansat som kemisk konsulent og direktør ved den nyoprettede norsk-franske saltraffineringsfabrik paa Tofteholmen. Han omgaaes ingen og menes tapt for videnskapen. Skal jeg skrive til ham? Avventer nærmere order. Hilsen fra Katharina og Jonas.
Erko.«
Fjeld læste det mange ganger, som om han vilde indprente sig hvert ord. Det var, som om han søkte noget bak de noksaa likegyldige sætninger om den unge videnskapsmand, som han kun hadde set en eneste gang i sit liv. Han husket pludselig med overraskende klarhet den merkelige doktorsdisputats, hvor John Markers fascinerende logik hadde feiret saa store triumfer. Han mindedes hvad den høie, blonde kemiker hadde sagt, da de sammen gik ut fra universitetets festsal . . . Han har fundet det! sa han . . . Den ansete videnskapsmand hadde neppe ret. John Marker skulde ikke naa maalet først. En anden hjerne hadde fundet, hvad han ante. Og nu sat det unge geni bundet paa hænder og føtter til en praktisk bedrift, som selvfølgelig ikke interesserte ham det mindste — —
