Fjeld grep avisen og for gjennem telegrammerne. Det var den ene jobspost efter den anden. Vældige betalingsindstillinger, flygtede bankdirektører, konkurser og kaos. Der var penger nok paa markedet, lot det til. Men krediten vaklet overalt, det var, som om tilliden til pengene selv var undergravet og svækket alt liv og rørelse. Priserne paa næringsmidler hadde naadd en høide som aldrig før, men folk levet som om pesten skulde været kommet mellem dem. De druknet sine bekymringer i vilde orgier og guldet rullet som en snikende sot fra haand til haand og spredte sin gift ind i hjem og samfund.
Han saa forvirret op.
—Er der kommet nogen telegrammer til mig? spurte han.
—En hel bunke, sa lægen. Det er svært, saa hurtig nyheten har bredt sig . . . Værsaagod, her er de.
Fjeld grep dem.
—De maa skaffe mig klær, sa han. Til en 6 fots mand med en brystvidde av 129 centimeter. La mig faa det første og bedste hos en klædeshandler . . . Tak, det var snilt. Saa læser jeg telegrammerne, mens De henter mig litt garderobe . . .
Doktoren gik, og Fjeld blev sittende med den lille bunke. Der var depecher fra Redpath, Burns og den nye præsident for Englands bank, sir Arthur Thompson — der var takkeskrivelser, fordi Okine var fakket, og der var order i anledning av hans overleverelse, — der var bemyndigelse til at sende Cliffords lik over til London med de største æresbevisninger, og der var en
