langsomt stod gaarsdagens begivenheter skrevet i hans bleke og kraftige ansigt. Han saa sig om efter klær. Men der fandtes ingen. Alt var borte.
Litt efter litt gik det op for den fortumlede mand, at han for et halvt døgn siden var halet op paa et skib med det mindst mulige paa kroppen.
Lægen stak hodet ind.
—Naa Fjeld, sa han gemytlig. Er De oppe alt? Hvorledes staar det til? De har det nok med at svømme rundt omkring i Skagerak.
—Nei er det Dem, Gundersen? Sidst vi møttes, var det nok Dem, som var den daarlige. De stod og konverserte en lygtepæl utenfor det medicinske selskap efter medicinerforeningens bal.
—Rigtig, lo Kristianssandslægen. Det var en herlig rangel . . . Men for at gaa over til status præsens: Hvorledes er det med Dem? Vilde det ikke være fornuftig at holde sengen? . . .
—Det vilde det ganske visst, kjære kollega. Men jeg har sandelig ikke tid. Si mig, er der noget nyt i verden? . . .
Den anden trak paa skulderen.
—Det er skidt altsammen. Det er som hele verdensordningen staar paa hodet. Ja, du har vel selv hørt om det. Men igaar er der kommet et telegram fra Paris, som fortæller om den vildeste panik paa børsen. Det trækker op til en financiel obstruktion, som man aldrig har set maken til, skriver »Le-Temps« . . . Ja, her kan du se dagens telegrammer i »Christianssands Tidende« . . .
