paa en ø midt i fjorden . . . Tofteholmen . . . Tofteholmen . . .
Og Fjeld drømte videre.
Han tænkte paa den tid, da han laa og slikket sol og sjø i Kristianiafjorden. For et vidunderlig lykkelig liv det var! Han saa Hukoddens paradis og »Signalen«s grønklædte knauser. Dernede laa Lysaker og Snarøen og drømte i den rikeste vegetation, og langt borte stod røken fra Slemmestadpiperne som sortgraa søiler mot den blaa himmel. Og derute laa Steilene under Nesodlandets graa og forbrændte sider. Saa dukket »Langaaren« frem med sin fyrlygte, der lignet et skilderhus, — og der i sundet stod Degerud fyr og saa haanlig paa seilerne, naar de kjæmpet med strøm og vindstille under dens hvite vægger . . . Ja, og saa var det Drøbak, rosernes by, som altid kastet forelskede og jomfruelige blikke over paa Kaholmens truende og bistre mandfolkansigt . . . Nogen slag til mot søndenvinden — og fjorden laa bred og aapen for en med Gulholmens hvite og tillokkende fyr mot horisontens rand . . . Saa kunde man puste frit i aapent farvand forbi Tofteholmerne med Filtvedts hvite stenstrand bak sig . . .
Fjeld blev pludselig sittende og stirret stivt frem for sig. En hel ny tankerække vaktes tillive hos ham. Det var som om et lyn hadde slaat ned mellem de gamle minder og tændt en brand. Han saa uvilkaarlig efter sin trøie. Den var borte med alt, hvad der var i den.
Men han husket et brev, en iturevet stump med et norsk frimerke, hvorpaa der stod stemplet . . . VEDT.
