fik en indskydelse og la barnet i frøken Langfelts arme.
Barnet laa stille, øinene skinnet døsige og blanke, kinderne var rosenrøde og saapevasket, og det holdt tommelfingeren i munden.
«Bevares,» sa frøken Langfelt, og hver fik tyde det som hun vilde. Og hun tok barnet med begge hænder og sendte det videre — «Værsegod forsyn Dem,» sa hun til næstemand, og hendes læbe dirret ikke længer, hun smilte derimot og saa paa kollegerne som mønstret hun tropper. — Barnet gik fra hænder i arme — kjøkkenlærerinden la det til rette hos sig, hun kunde holde et barn, hun hadde søsterbarn, hun visste hvordan et spædbarn skal holdes... En av dem spurte, om hun fik kysse det? «Helst ikke, Tora,» sa rektorens frue, og nu var hendes øine muntre, og hun holdt haanden paa sin mands skulder —og sa: «Paa haaret kan du kysse hende, Tora.»
Men frøken Danell la hænderne sammen under barmen, da turen kom til hende. Hun smilte og rystet paa hodet og lot barnet gaa forbi. Hun var ikke vel; hun var ikke vel i aften; hendes knær dirret under hende, og frøken Langfelts blik hadde truffet hende som en politilygte.
Timerne var begyndt. Det var den niende time.
