De sat i frøken Danells værelse —; det
hadde to fag vinduer med blomster i, mot solen,
og de var uforstyrret derinde. De sat ved
siden av hverandre i sofaen, som var seng om
natten — frøken Danell pekte paa ordene i
boken med en hvit heklenaal av ben, og
kandidaten knep sig uavladelig i det venstre øret,
mens hun hørte ham i gloserne. Øresnippen
holdt sig ofte rød helt til aftensbordet.
Egentlig skulde det hele gaat paa fransk, som avtalen var. Frøken Danell indledet altid paa fransk:
«Bonjour, monsieur le candidat, asseyez vous de grage!»
Og kandidaten svarte i smaa, langsomme sætninger, som ofte bare endte i stotring. Men allerede den andre timen var kandidaten begyndt at fortælle hende litt om livet i hovedstaden, om sit hjem — og nu var det alt blit en vane, at han straks hun hadde gaat gjennem hans stiløvelse med ham, snakket om nyheterne i morens sidste brev, før de tok fat paa høit læsingen.
Hun sat og hørte paa ham, med den ene haanden under kindet. Og nu, den niende timen, mens han fortalte om sine veninder og venner i byen, husket hun alt et og andet navn og kunde si: «hun, som altid ler?» — eller: «han, som haker litt?» — og nåar kandidaten da nikket og fortalte videre, kjendte hun sig
