lion pund paa og er sir Arthur like til neglerøtterne. Hvad skulde da ikke vi, som er proppet med forbrydelser og som ser revolverkulerne drysse omkring os, bli? . . . Mindst hertuger eller jarler, frue. Hvad sier De om duke of Burns?
— Den herlighet vilde ikke vare længe, svarte Katarina smilende. De er saavidt sluppet fra en stor fare, og nu springer de midt op i en ny . . .
Burns saa alvorlig paa den unge straalende frue.
—Jeg staar her likeoverfor et problem, som har beskjæftiget mig adskillig i den sidste uke . . . Men jeg har forgjæves forsøkt at løse det.
—Hvad mener De?
—Sig mig, frue, kjender De til Deres mands planer?
—Ja.
—Og de er ikke bekymret for ham?
Katarina Fjeld reiste sig litt i stolen og saa drømmende ut av vinduet.
—Nei, sa hun langsomt, det er jeg ikke. De kjender ham ikke, Burns. Han er anderledes end de fleste mænd. Det er en livsbetingelse for ham at leve midt oppi store hændelser. Han vilde gaa tilgrunde, hvis han ikke av og til følte spændingens vingeslag suse om sig. Jeg forstod det ikke engang, men nu forstaar jeg det . . . Det er en stor gjerning, han nu gaar til. Og jeg er stolt over hans beslutning . . .
