—Men frygter De ikke for at miste ham? . . .Vi stikker haanden i et hvepsebol, hvor hvert stik betyder døden. Jeg sier det, som det er.
—Det er kanske underlig av mig, svarte hun enkelt. Men jeg frygter ikke mere for hans liv. Der er noget skjæbnebestemt over al hans færd . . . I to aar sat jeg alene her og trodde ham død. Han kom tilbake til mig, og siden den tid har jeg aldrig hat nogen ængstelse for ham . . . Det er bare en ting, som han ikke kan klare, nemlig det dagligdagse vanegjængeri, det pyntelige borgerlige slit . . . Med al sin kloke ro, har han spillernaturens eventyrtrang . . . han maa vove meget for at finde fred. Nu har han fundet maal for sin umættelige virketrang. Og jeg er glad for, at dette maal er saa stort at det kan utløse det bedste i ham . . . For nogen uker siden fik jeg et brev fra Argentina. Det var fra en ung doktorfrue, som kaldte sig donna Francesca de Francia. Min mand hadde møtt hende paa en estancia ved Paranafloden, dengang hun var ung pike. Vet De, hvad hun skrev i sin underlige billedrike stil? Jo — »pas paa Johnny Stone«, stod der, — »la ham aldrig miste inkaernes gyldne trolldom, der hænger om hans hals. Ti da vil »Kondoren« aldrig dø . . .«
—Johnny Stone, mumlet Burns forundret, det navn har jeg hørt . . .
