Side:De Sorte Gribbe (1913).djvu/62

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

alt, en hjernesygdom, som er farligere end baade meningit og poliomyelit . . . Den er stormandsgalskapens sidste ide. . . . Og det værste er, at den er smitsom. Den breder sig helst i unge hjerner, som er disponert ved misundelse, hat og slet kultur. Tro mig: En dag finder man sabotagens og anarkismens baciller som obligate parasiter i hjernens kontrolerende centra. . . . Det er vanvittige mennesker, vi faar med at gjøre. Det er ikke smaaforbrydere, som pusler med alskens lumpne lovovertrædelser . . . men monomaner, som med syke celler og opspilede, forgiftede fanatikerhjerner forbrænder av hat til det normale. . . . . Der er stor stil i disse folks patologiske samfundsraseri, de er kriminalismens Cæsarer . . forfærdelige i sin impulsive uberegnelighet og sin grænseløse egenretfærdighet. De vil slaa ned for fote: de vil føre sin smitte ut over hele verden, hvis de ikke i tide selv slaaes ned eller stænges inde. . . Det er dette, som vil bli vor opgave, Ralph Burns. Pasteur opdaget engang hundegalskapsbacillen. Den opdagelse vil være for intet at regne mot det, at finde den bakterie, som gjør menneskene til ulve og gribbe. . . .

—De er en underlig fyr, doktor Fjeld, sa Burns efter en lang pause. Men der er noget i det De sier. . . . Jeg forstaar bare ikke hvorledes disse røvere kunde faa tak i Jones. . . . Han var