fik det og drak det ut. Saa stirret han længe og vedholdende paa den døde.
—De kjender ham? spurte Fjeld interessert.
—Ja, svarte Burns, jeg kjender ham.
—Hvem er det?
Burns svarte ikke med engang. Det var som om han ledte efter et eller andet holdepunkt.
—Forunderlig, mumlet han med et smertelig smil, . . . . forunderlig. . . . .
Saa hævet han hodet og saa paa Fjeld.
—Vet De, hvem denne mand er, som har stræbt mig efter livet? . . . De sa, at han kaldte sig Jones. Det har sin rigtighet, for det er Jones. Olaf Jones detektiv ved det hemmelige politis avdeling i Scotland Yard. Han sa engang, at han var født i Kristiania. Det stemmer. Jeg stolte like trygt paa denne mand som paa den arm, som nu staar paa spiritus et eller andet sted her i byen. De har svigtet mig begge to. Det er en skitt verden vi lever i, dr. Fjeld. Jeg skulde næsten ha lyst til at følge min høire arm. Der findes uhyggeligere ting til end at staa paa spiritus.
—Hør, Burns, sa Fjeld og rørte ved hans skulder. Tænk ikke for meget paa dette. Den mand, som ligger der, er kanske ikke saa skyldig som vi nu tror. Han er et offer for tidens sygdom: obstruktionslysten og ødelæggelsestrangen. Den moderne anarkisme er, naar alt kommer ti
