og det kongelige følge forsvandt gjennen portalerne . . .
Den fremmede bøiet sig imidlertid over liket og løftet det op paa sine arme . . . Men i næste øieblik slængte han det forfærdet fra sig, sprang tilside og kastet sig næsegrus til jorden.
En vældig røksøile hævet sig mot himlen. I en brøkdel av et sekund stod der en ildsøile omkling den gamle kondottiere . . . Saa slyngedes den svære bronceskikkelsen ut i rummet. Hest og rytter splintredes i tusinde dele, som fløi over byen med død og ødelæggelse i sit følge. Og sokkelen sank sammen under den forfærdelige eksplosion, som splintret slottets ruter og drønnet milevidt utover den skrækslagne stads grænser . . .
Da røken hadde fordelt sig, var Karl Johan forsvundet — jevnet med jorden. Den kjendte grandseigneurskikkelse hilset ikke mere byen. Den gamle kriger tok imot det første støt i kampen for Nordens enhet. Gribbene hadde feilet sit maal . . .
Men den døde mand, som var kommet fra luften med ødelæggelsen i sit følge, saaes ikke mere. Liket var slitt i tusinde stykker og kun en blodig flæk viste de tililende konstabler, hvor den stakkels mand hadde latt sit liv.
Nogen meter bortenfor laa den fremmede kjæmpe næsegrus. Hans ene arm var rammet av et jern-
