—Jeg vet det, sa Fjeld. Jeg vilde ha gjort akkurat som Saimler og Delma. De grep det rigtige. Jo — det er dygtige folk!
Burns stod som himmelfalden.
—Saa tal da mand, skrek han. Hvor er de? . . . Og hvad vilde De ha gjort?
—Jeg vilde ha gjemt mig i en av de nye kloakker, som bygges nede ved elven. Det ligger akkurat i deres flugtretning. Der vilde jeg ha avventet nattens frembrud . . . Ved 11-tiden hadde jeg sneget mig bort til jernbanelinjen og gaat ned til Rollag station.
—Men videre . . . Derfra har jo ingen uset kunnet komme over Tinsjøen.
—Rigtig. Derfor hadde jeg foretrukket at reise samme vei tilbake, som jeg var kommet. Men denne gang i en første klasses kupé paa den elektriske bane og med visse smaa forandringer av mit ydre. Hvis jeg tilfældigvis hadde et litet haar- og skjegapotek i lommen vilde jeg ha laget mig om til en lærd og litt lurvet mand med meget skjeg . . . og for eksempel kaldt mig professor . . .
Burns sprat op.
—Hvad mener De?
—At vor høitærede ven professor Allers er Saimler og hans snakkesalige elev Jacques Delma.
—Død og helvede! Er De sikker?
