—De ser dette telegram, mr. Burns. Det er fra Berlin og har til underskrift Berthold Allers. Den mand kan da ikke være to steder.
Burns rynket brynene.
—De er en bedre mand end mig, sa han. Jeg hadde latt mig lure. Men nu er Saimlers time slaat. Lat os faa haandjernene paa ham.
Han vendte sig hurtig om og gik ut av værelset. Fjeld fulgte ham bekymret.
Foran peisen sat professor Allers sammen med et par av ingeniørerne, mens hans elev stod inde i sideværelset og viste sine fænomenale kunster i billard.
Burns stillet sig ret foran den tyske videnskapsmand.
—Tillater De? spurte han barskt og grep uten at vente paa svar fat i tyskerens lange skjeg. Det var et kraftig grep og skjegget fulgte villig med.
Foran ham saa man et blekt, skjegløst ansigt og bak brillerne funklet Josias Saimlers onde øine.
—Ikke en bevægelse, sa Burns sagte. Lat det gaa stille og rolig for sig. Jeg kjender Dem. Bak Josias Saimler ser jeg en anden mand. De var i Wien, da keiser Frans Josef truedes med døden. — De førte den forgiftede kniv, som blev general Maibrucks død, — og det var Dem, som la strikken om presten Gapons hals . . . Aa, jeg kjender
