Det er unegtelig en sjelden kombination. Men desværre, — jeg lot mig overrumple av en forbigaaende svakhet . . . . Jeg taaler ikke fysiske smerter og Burns klo er det motbydeligste, jeg vet.
—Hold mund! . . .
—Nu har De sagt det for anden gang, hr. inspektør. De maa mene noget med det. Der er en anden mand, som har et lignende sprichwort. Det er litt skarpere. Han pleier at si: Hold mund og — dø! Det er næsten en ordre.
Inspektøren saa skarpt paa den tykke kneipevert med de smaa onde øine, som lyste skadefro.
—Jeg holder netop paa at suge paa den hvite knap i mit skjortebryst, fortsatte onkel Peters. Det er en foræring fra Josias Saimler og anbragt slik, at man kan naa den med munden, selv om hænderne er bundet. Det er en smuk knap. Men den er hul og lavet av kollodium. Naar man har tygget tilstrækkelig paa den, naar man ind til et hvidt pulver, . . . som
—Hold mund, skrek inspektøren rasende.
—Det er netop det jeg vil gjøre, mumlet onkel Peters. Jeg vil holde mund og — dø.
Den lille vert fra St. Pauli sank langsomt overende. Det var som om en blaahvit skygge krøp hen over hans ansigt . . .
Inspektøren styrtet hen til ham. Onkel Peters var død.
