svandt i æteren med en forfærdelig hurtighet. Det var som om der fløt en gul luftlagsstripe i dens spor . . .
De tyske detektiver saa forbauset efter den.
—Har man set paa maken, sa inspektøren. Det var som en due der fløi til himmels. Men den saa ikke ut til at ha et oljeblad i nebbet. Det er sandelig en ganske underlig jagt.
Der lød en kort haard latter bak ham.
—De ler »Onkel Peters«, spurte han den bundne anarkist, som syntes at ha faat sit gode humør igjen.
—Ja, hr. inspektør. Hvem maa ikke le over dumheten. De nævnte noget om en due. Det passer godt. Jeg spaar, at den vil bli hakket sønder og sammen og opspist, før de danske haner har galet tre gange . . . Burns er en kjæk kar og stor i snuden. Han vil være gribbeføde, før Warnemündefærgen ringer til lunch. Jeg kjender mine fugler. De har neb og klør, som ingen aner.
—Hold mund! skreg inspektøren arrigt.
—Det er ogsaa min agt, sa kneipeverten smilende. Jeg angrer bare paa en ting.
—Og hvad er det?
—At jeg ikke lot helvedesmaskinen springe. Vi vilde ha faat en ytterst interessant luftfærd sammen. Først til himmels og saa til helvede.
