ind, at de er anarkister. De har saa at si dynamiten i kjæften. Men naar det kommer til stykket, vilde de heller springe over en glødende rist end at slaa ihjel et meneske. Vi kan ikke ta større hensyn til disse herrer, hvis hjerner er sure og hvis spyt er bleven galde . . . Lad bare folk snakke! Der er endnu intet menneske som har segnet for et skjældsord . . . Nei gribbene . . . de er ikke de mange millioner, som driver slet politik i krokene, men de faa, hvis hjerner er kolde av magtbegjær og forbrydelse, — — — herskerne, der hater de andre, som har magten, og ofrer alt for sit hat . . . Det er gribbene, som vil fraadse paa det døde samfunds aadsler . . . Det er dem vi skal ha fat i, hr. Stückrath. Og faar vi skaaret halsen over paa de hylende kadaverfugle og styrtet dem i havet, saa kan Europa puste frit igjen, indtil der vokser klør ut paa ungerne, som endnu saavidt har lært at aapne svelgene . . . Farvel! . . .
Med lette og spænstige skridt gik den engelske detektiv ut av hallen.
Utenfor stod en stor gul flyvemaskine med spilede vinger. Fjeld sad ved rattet og Erkos bleke ansigt saaes saavidt over den lille kupés glaskarm.
Burns sprang ind, motoren sattes i bevægelse og med langsomme vingeslag hævet det underlige aeroplan sig op i luften, svinget mot nord og for-
