høire arm. Det skulde glæde mig at drikke et bæger gammel Bordeaux med dig.
—Takker saa meget, svaret Burns spydig. Men jeg har den største respekt for dine vinfade. Et av dem bekom min ven Patrick Davis uvel, har jeg hørt . . .
Onkel Peters saa forfærdet op. Løkken var lagt om hans hals. Han kunde ha flygtet med de andre, men hans forbandede rovlyst hadde holdt ham tilbake. Det skalv om hans tynde blodløse mund . . . Saa rakte han armene ut mot Burns med et skarpt skulende blik . . .
—Kom hit med armbaandene, sa han. De vil klæde mine smukke haandled. Han gjorde et skridt fremover, bøiet sig litt . . . I næste øieblik sprang der en lang kniv frem i hans haand, og med al sin kraft rettet han et forfærdeligt støt mot sin fiendes brede bryst.
Men Burns var paa sin post. Den venstre haand fanget vertens hvite næve, før kniven hadde ridset hans hud.
Der hørtes en knasende lyd, et vildt smertensskrig, og verten fra St. Pauli krøb stønnende sammen ned paa gulvet, mens kniven med stort rabalder sang henover stenfliserne.
—Hund! skreg Burns og bøiet sig over den faldne. Hvor er de andre! Syng ut eller ved Gud jeg kverker hvert ben i din syndige krop. Hvor
