utfordrende. Tyskerne snek sig beskjæmmet efter ham med dragne revolvere.
Der hændte imidlertid ingenting. Villaen lod til at være ubebodd og Burns naadde porten uten at et menneske viste sig. Den var laast.
—Slaa den op, skreg Burns.
To mand hentet økser og brækjern og med et brag styrtet den svære port ind. Let som en yngling ilet Burns over ruinerne, fløi opover trapperne, lagde sin venstre skulder mot døren, som sprang i filler under den svære krops tryk . . .
Der stod en likblek mand midt i hallen. Han holdt en stor haandkuffert i haanden og saa ut til at være overrasket midt under det behagelige arbeide at sikre sig villaens pretiosa. Kufferten faldt raslende paa gulvet.
—Aha, skrek Burns op til ham. Er det marodørerne som er ute og gaar . . .
—Allerede, mumlet manden, og saa hatefuldt paa de kommende . . .
—Naa, op med hænderne, onkel Peters, ropte skotten arrigt. Det er andre fugle end dig, vi skal ha tak i . . . Haandjernene paa ham, gutter! . . .
Kneipevertens bleke ansigt blev en nuance gulere. Saa rettet han sig op . . .
—Er det dig, Burns, sa han smiskende. Jeg trodde du var fløiet til himmels sammen med den
