og alle de smaa politikeres svake knurren druknet i det store fremsyns overmægtige krav.
Nordens aand var vaaknet efter lange tiders dvale. Den ide, som dronning Margarethas sterke hjerne tumlet med, var omsat i moderne former. Ved den skandinaviske riksforsamling i Lund hadde Nordens mænd i store træk opridset konturerne for det mægtige, pansrede forsvarsforbund, som skulde betrygge nordgermanerne mot overfaldslyster og overgrep.
Det var en tid for fornuft og realiteter.
Man saa farerne og væbnet sig mot dem. Det var ikke blot den altid vaakne trusel fra øst, som bragte den skandinaviske folkesjæl til at lukke øinene op. Man hadde ogsaa at verge sig mot alle de knyttede næver, som truet samfundet og nationernes lykke. Man gik paa en vulkan av anarkisk syndikalisme. Der laa en blodig fure av vold og brutalitet efter de nye ideers underjordiske arbeide. Sterke internationale forbryderstrømninger hadde faat indpas i Norden. Et farlig proletariat av professionelle obstruktionsmakere hadde væltet sig ind paa industrien og truet med at kvæle den . . .
De moderate syndikalister var forlængst avskaffet. Tranmæliterne saa med forfærdelse, hvorledes de dragetænder, som de med saa megen likegladhet hadde saad, blev til fillete fanatikere, som med
