Det var en dag, som altid vil mindes i Nordens historie — en lys og skinnende vaardag i 1916.
Alle foraarets kræfter hadde sat hinanden stevne i Norges hovedstad. Det bruste og gjæret, luften dirret av solskinsrike forjættelser, og det sang i menneskenes sind.
Kristiania var som en ung pike, der føler livets undere bølge om sit ansigt. Der lyste fest og forventning overalt. Fra forstæderne gik der en stadig strøm av festklædte mennesker ind til byens hjerte, og den milde søndenbris hadde det travelt med den glitrende pragt i flag og farver, som straalende omkap med vaarens første spirende skud.
For en dag det var! . . .
Den største tanke, som Nordens første mænd har tænkt, synes at bli til virkelighet. Den skandinaviske uro var glædet over, det bitre fiendskap hadde veget for slegtsfølelsens indtrængende tale,
