york, som het noget i retning av Burns. Var det ham? . . .
—Forbandede tøs, skrek Saimler. Ut med sproget ellers skal du faa føle, at ulvene har tænder. Du er kommet hit for at snuse i vore papirer. Bekjend, ellers brækker vi hvert ben i din syndige krop. Hit med skruerne, Peters! . . .
Den unge pike traadte hurtig tilbake.
—Er du sikker i din sak, Saimler, spurte Delma rolig.
—Ja, gutten min, svarte dyretæmmeren alvorlig. Jeg tar ikke feil. Et vakkert ansigt og en dristig mund har aldrig bedaaret mig . . . . Imorgen har jeg vishet.
—Well, sa den unge mand, saa vent til imorgen. Da skal jeg selv dirigere skruerne, tilføiet han med et grusomt smil.
—Saa ned i kjelderen med hende, skrek Saimler. Bind hende godt, og la hende faa en knebel i munden. Vi vil ikke ha noget skrik og skraal. Imorgen tidlig tales vi ved . . .
Før den unge pike kunde faa et ord frem, var et klæde kastet om hendes mund og hendes arme bundet. Onkel Peters tok hende paa sine arme og gik ned i kjelderen, laaste døren op og slængte sin byrde fra sig med en utsøkt salve av gode plattyske skjældsord.
