Saa stængte han den tunge jerndør omhyggelig og begav sig op til de andre.
Lille Bessies øine fyldtes med taarer. Hun var ikke ræd for mørket, heller ikke for sit liv. Hendes sind var hærdet ved lange, farlige vandringer over Alaskas snemarker, og like fra barnsben av hadde hun lært, hvor litet det skridt er, som skiller mellem liv og død. Men hun sørget over sin mand, som nu sat og ventet hende sammen med Burns. Det var forbi med Bessie Lecouvreurs lykke . . .
Da hørte hun en hvisken ved siden av sig, der lød som en klokke i hendes øren. En kniv famlet om hendes arme. Bindet om hendes hode løsnet, og en lommelykt blendet hendes øine.
—Vi maa skynde os, hvisket en stemme i hendes øre, før det blir lyst. Ta denne fil og følg efter mig. Ikke en lyd. Denne djævelske borg har tusen øren.
De krøp op paa vintønden og ut gluggen. Saa snek de sig hen til den ytterste kant av haven, og snart var to av Ilmari Erkos staalfiler i den flittigste bevægelse. Det lød som to græshoppers summen.
Da den første dæmring saaes over sletten, fandt den to forpjuskede skikkelser, som langsomt bevæget sig indover forbi Eppendorf sykehus til det vaaknende Hamburg.
