Brevet i den gule konvolut, som Burns har knepet fra Jones, det var hendes pas. Nu skal det fan ta mig bli hendes dødsdom. Vi har nogen smaa tommeskruer her paa slottet. De skal knipe sandheten ut av hendes falske strupe. Og saa kan den gode Burns og hans hjælper vogte sig, at vi ikke skjærer halsen over paa dem, før de aner det. Der ligger et vinfat nede i kjelderen. Det kan bli et likkapel for nogen hver . . . Saa, hent piken! . . .
Onkel Peters bøide ærbødig hodet og gik.
I næste øieblik kom Sorte Bessie ledsaget av sine nye venner ind i det lille kontor. Hun var i et fortræffelig humør og gnaget paa et kyllingben.
—Naa, gamle grinebiter, sa hun gemytlig og slog Saimler paa skulderen. Hvad var det?
Dyretæmmerens haarde øine maalte hende et øieblik.
—Hvad har du faat av Ralph Burns for at vove dig ind i ulvenes hule? spurte han med skjærende haan.
—Bessie saa forbauset paa ham. Der saaes ingen bevægelse i hendes ansigt, men den haand som svang kyllingbenet, dirret en smule.
—Jeg tror gamlingen er splitter pine gal, sa hun smilende og saa hen paa Delma. Burns? Jeg har kjendt en natportier paa et hotel i New-
