—Nei, svarte Peters ivrig. Han var sammen med en svær, tyk fyr med rødt ansigt og en stor bart. Typen var nærmest en avdanket cirkusdirektør, han gik med den høire arm i bind.
Saimler for pludselig sammen.
—Jeg har anet det, mumlet han. Der er farlige hunde paa sporet. Den eneste, vi har at frygte, gaar løs. Stol paa det.
—Hvad mener du?
—Jeg mener, at Ralph Burns ikke er død. Nu forstaar jeg linjen i det hele. Jones’ forgiftede østers fandt ikke den, han søkte. Burns luktet lunten. Jones er nu enten fængslet eller død. For at berolige os, blev derefter det rygte utspredt, at Burns hadde sat næsen i veiret. Som om den forbandete flodhest nogensinde kunde krepere. De norske anarkister er ikke videre begavede. Ellers hadde de forstaat disse rævestreker. Nu skal vi trækkes med denne helvetes skotlænder.
—Jeg skjønner ikke rigtig, mumlet Onkel Peters . . .
—Fæ, sa Saimler brutalt. Den avdankete cirkusdirektøren din med den store bart og den røde næsen og høire arm i bind . . . hvem var det? . . . Jo, det var netop Ralph Burns. Og den sorte jentungen, som nu sitter og konverserer hjertet ut av livet paa Jacques Delma, det er hans lokkedue. Der tok du ikke feil, gamle blodhund?
