kjæft og knytnæver, men det er ikke av den slags, man laver dynamit. . . . Jeg er imidlertid kommet her for at be om hjælp av den store organisation til en stor plan. . . .
Vi trænger en ny skræk i Skandinavien. Jeg kommer like fra Stockholm og Kjøbenhavn og brødrene der forlanger en støtte i sin kamp. . . . Gribbene maa atter ta fat! . . . Denne gang maa de ramme storindustrien. Knus den og kverk den, chef! Og titusende hungrende munde vil vende sig mot samfundet. De vil strømme ind til byerne og kræve brød. Vi skal følge dem, lede dem og vise dem veien til bakerbutikkerne, slagterne, kolonialhandlerne, bankerne og arsenalerne. Ve dem som vil stanse os. Der skal gaa et rædselens støn gjennem Skandinaviens folk, naar Trollhättan, Rjukan, Vamma og Borregaard synker i grus og storbyerne overskylles av vore horder. Det blir et blodbryllup, som skal spørges vidt omkring, — anarkismens favntak med kapitalismens skjøge . . . ha! ha! ha!
Den unge mands raseri overvældet ham og hans vilde syner endte i en skurrende latterparoksysme.
Der blev nogen minutters stilhet. Alles øine var rettet mot Saimler.
—Den skandinaviske sektion kræver meget, sa han endelig. Men der er dem som mener, at
