lende blik spyttet de fire fingre ut og hylende av angst krøp ind i en krok. Men Saimler fattet sig hurtig, trak paa skuldrene, gjemte sine øine og gik ut av buret. . . .
De fem mænd, som en aften i slutten av mai sat forsamlet om et stort, rundt bord i et av villa Rosenhains værelser, hadde heller ingen tilbøielighet til at le av den bleke mand med de latterlige krøller. De saa tvertimot med en viss ærbødighet op til den lille dyretæmmer, som præsiderte i sin sorte fløielsjakke. Ellers var det ikke folk, som besværet sig med ærbødighet mot nogen eller noget. Deres sjæls sygdom stod skrevet i deres mørke ansigter, i de hatefulde rynker om munden, i de sure øines gule ondskab. Parasiterne i deres hjerner levet frodig. De aat paa de regulære centrer, de suget paa alt det, som kaldes samfølelse, forstaaelse opofrelse og næstekjærlighet. Deres mund var en trusel, deres svelg var en flom av gul misundelse og selvdyrkelse, deres kjæver en guillotine.
For over et aarhundrede siden sat der i et gammelt jakobinerkloster nogen mænd, som ogsaa hadde faat obstruktionens, sabotagens og ødelæggelsens røde bacille i kroppen. Dengang het de Couthon, Fouquier-Tinville, Robespierre, Henriot og Santerre. . . .
Saimler saa sig omkring i den lille forsamling.
