Det var forøvrig ikke mange, som kjendte Josias Saimler. Han gjorde ikke megen blæst av sig. Den lille, stilfærdige herre i den sorte fløielsjakke holdt sig gjerne for sig selv. Det var en blek og mager mand i 45-aarsalderen med rolige bevægelser og trætte øine. Det mørke, litt graasprængte haar krøllet sig om tindingerne. Josias Saimler saa i sandhet ikke ut til at kunne mestre de vilde dyr, som stod under hans særegne beskyttelse. Han lignet snarere en egtemand, som til daglig kryper under sin svigermors aak. Og det var ikke frit for, at en og anden av hans kolleger tillot sig en liten latter paa den lille tigertæmmers bekostning.
Men Hagenbeck lo ikke av Josias Saimler. Han hadde engang set et uttryk i den lille mands øine, som han tænkte paa med en viss gysen. Det var, da en stor Uganda-løve i et vanvittig lune bet fire fingre av Saimlers venstre haand. Dyret klippet dem av med et eneste glefs, og lot kun tommelfingeren staa igjen. Ti aar var gaat siden den dag, og løven »Mtesa« hadde forlængst sagt verden farvel, men Hagenbeck vilde aldrig kunne glemme det forfærdelige bleke raseri, som pludselig gnistret frem under Saimlers trætte øienlok. Det var et helvete av ondskap og hat i hans blik, som endog virket paa løven. Han husket, hvorledes den gamle menneskeæter med et sku-
