— Har De et værelse? spurte Fjeld.
— Nei, sa piken grinende. Her er overfyldt. Der findes ikke et kot ledig. Jeg har selv maattet overlate værelset mit til en mandsperson. Nu sitter vi netop og drikker portvin sammen. Det er ikke noen fin herre.
— Men her bor vel mange fine folk her? sa Fjeld indsmigrende.
— Jøs bevares, svarte den snakkesalige terne og aapnet velvillig døren paa gløt.
— Utlændinger ogsaa, kan jeg tænke?
— Ja, det skulde jeg mene. Her er en fløitende fin franskmand med monokel og et øie . . . Han bor paa salen i tredje etage sammen med en hollænder, som ikke sier noe. De har endda en dverg med sig . . . Ja, det er sandt, hvis Dere vil ha salen, kan Dere faa den imorra, for da reiser franskmanden med Bergensbanen . . . Han skal vækkes kl. 6 . . . Jeg bestilte et bybud til at bære den svære, gule kufferten, som kom hit fra Dopheide i eftermiddag . . .
Den importvinsglade tjenestekvindes veltalenhet avsluttedes brat, ti hendes ærbødige tilhører fik det pludselig travlt med en forbiilende automobil og forsvandt i natten — — —
Og mørket ruget over byen. Den sidste eggende kvindelatter døde hen paa Karl Johan. De sidste natteranglere vandret sorgbetynget hjem. En graa lystaake spredte sig over hustakene. Et og andet lys glimtet bak gardinerne og en enslig landsens hest hinket frem indover Drammensveien. En søvnig gatefeiermaskine rusket op i decembersmudset. Og fra stadens centrum hørtes den fjerne mumlen av avisernes rotationspresser — de vældige kverne, som maler kundskap og dumhet, sorg og glæde, frækhet og høisind til det urene mel, som heter opinion.
Byen gned sine øine. Aviskonerne slæpte de dyre-
