Det var begyndelsen av bokstavet V, og Fjeld stanset ved vognmændenes telefoner.
— Bagateller, mumlet han tilfreds. Naa, naa, min gode Delma, vi skal allikevel se, om du ikke skal trække det korteste straa. Erko har tat en automobil, og den skal det ikke bli vanskelig at finde. En dverg, som taler daarlig norsk — og ved midnat — det spor er godt nok . . . Delma har øiensynlig faat et vink pr. post fra Heredia samme dag han forsvandt. Formodentlig har han indberettet om Erkos nye staalbor og sin mistanke, og nu vil banden sikre sig hans person og hans opfindelse. Fiffig, men ikke fiffig nok . . . La mig se . . . Erko har selvfølgelig ringt op til Nobelautomobilerne — 13225. Undres paa om ikke automobilcentralen der kan gi mig en forklaring?
Han ringte op. Det var en venlig damestemme, som hurtig gav den besked, at der ved 12-tiden var bestilt en automobil av en mand, som talte et gebrokkent norsk. Automobil 262 var sendt til vedkommende hus i Homansbyen. Nu var 262 paa raadhuset for at hente borgermesterens kone, men straks chaufføren kom tilbake, skulde han staa til disposition.
Og 10 minutter efter kom automobilen. Jo ganske rigtig. Ved 12-tiden hadde vedkommende chauffør skydset en liten dverg ned til et hotel i Rosenkrantzgaten. Han hadde set, hvorledes dvergen var blit lukket ind av en tjenestepike.
Fjeld stak en revolver i lommen og kort efter suset automobil 262 nedover mot byen. Han steg av ved „Boulevard“ og stod snart efter utenfor hotellet. Det var ikke et av byens heldigste gjæstgiverier, og mange skumle rygter stod i forbindelse med hotellets overdrevne gjæstifrihet.
Fjeld ringte paa. Han hørte slæpende tjenestepiketøfler nærme sig. Døren laastes forsigtig op og et meget ufrisert hode kek ut av dørsprækken.
