bare byrder ut til de stridens og ufredens pauluner, som kaldes hjem. Arbeiderne gik tause og graa til sine fabrikker, sine skuter og sine pukstenshauge og de første sporvogne suste morgengrættent gjennem stilheten. Nogen stivbente droskeheste langet ut efter evne for at naa Bergenstoget og en meægtig gul kuffert, som blev trukket paa en haandkjærre av to bybud, hadde øiensynlig samme maal.
Der var ikke noget særlig merkelig ved denne kuffert. Stor var den og av Mädlers patent, men enhver handelsreisende har en lignende. Saameget mere uforstaaelig var derfor det gode humør og de mange haanlige ord, hvormed den gule kuffert fulgtes til stationen. To mænd i vide reisekapper kom like efter den.
Den ene var høi og mørk, og nu da han lo og smilte, kunde man ikke la være at lægge merke til den livlige glans i det ene øie — det andet saa sløvt og blindt hen for sig under halvlukkede øienlok.
Den anden var av middels høide med kortklippet haar, en bred og fyldig hals, lyse, uttryksløse øine og en gusten ansigtsfarve.
Der fandtes faa mænd i Europa, som politiet frygtet slik som denne brede hollænder med det dorske og ubevægelige ansigt. Det var den internationale forbryderligas haardeste hals, Jaap van Huysmann. Altid mistænkt, aldrig overbevist, delte han sin tid mellem varetægtsfængslerne, forhørsretterne og uavladelige reiser. Han dækket alt med sin brede ryg og sin urokkelige træghet. Ingen dommer i verden hadde endnu faat Vilhelm den tauses landsmand til at forraade sig eller forløpe sig, og ingen detektiv hadde endnu grepet ham i en forbrydelse.
Men politiets tunge haand fulgte ham overalt. Han blev jaget fra by til by, og naar et eller andet stort tyveri var begaat, fløi hans navn paa telegrafens vinger. Hvor er Jaap van Huysmann?
