uavladelig i hans ører. François Delma — François Delma! . . .
Musikken intonerte en marsj. Det var Johan Svendsens pompøse og festlige komposition. Polonaisen var begyndt og Fjeld opgav med et suk sin plads ved søilen og gik indover. I et hjørne stod en gruppe journalister og diskuterte ivrig.
Da Fjeld passerte gruppen ropte en paa ham. Det var hans ven redaktøren.
— Aa, kom hit et øieblik, Fjeld. Vi trænger din sakkyndighet, skrek han over musikkens larm.
— Det er en pudsig historie, fortsatte den ivrige journalist efterat ha presentert herrerne for hinanden. Saken er, at der for et par maaneder siden kom en ingeniør ved navn Heredia til byen. Saavidt vites var han agent i staal. Han tok ind paa Grand hotel den 2den oktober og bodde paa værelse 49. Det var en rund og gemytlig forretningsmand, som har gjort et godt indtryk paa opvarterne. Den 4de oktober blev han opfordret til at melde sig for politiet i anledning banktyverisaken. Men Heredia hadde sine papirer i orden og blev sluppet ut ved 12-tiden. Han var da et øieblik indom „Grand“, hvor han ba om en adressekalender.
Han fandt hurtig det han søkte og gik saa ut igjen. Siden den tid har ingen set ham. Hans kuffert staar endnu paa „Grand“. Politiet blev varslet og har sat sig i bevægelse. Men der er intet spor efter ham. Heredia var anset for en rik mand og man sætter hans forsvinden i forbindelse med en forbrydelse. Vi staar nu og diskuterer om det virkelig er sandt, at man ad kemisk vei kan faa et legeme til at forsvinde uten at efterlate noget spor . . .
— Det er den letteste sak av verden for en kemiker, sa Fjeld. Bare man har tilstrækkelige apparater og god plads. Mine herrer vil maaske erindre den celebre
