Crippensak av anno 1910. Dr. Crippen dræpte sin kone og gjemte liket i en kjelder, hvor han ved hjælp av kemikalier fik det til at forsvinde. Der fandtes imidlertid en liten rest av liket, som ikke var fortært. Og denne ubetydelige rest blev strikken om hans hals. Han var en flink læge, men en daarlig forbryder.
I Amerika kan man disse kunster til fuldkommenhet. Man behøver ikke mere at sende lik med kufferter, naar man kun har tilstrækkelig klorkalk, syrer og store beholdere. — Men er man nu sikker paa, at der foreligger en forbrydelse?
— Man tror det, sa redaktøren. Der kom igaar en fransk journalist, som er her i anledning av Amundsen, op til mig. Han kom fra Berlin og paastod, at man der snakket meget om Heredias forsvinden. Han hadde mange venner, sa han. Og selv hadde han truffet ham i Paris.
— Hvad het han, spurte Fjeld.
— Ja hvad het han? mumlet redaktøren. Han gav mig sit visitkort, men det ligger i min frakkelomme. Forresten er vel fyren her i aften. En høi, vakker kar med kortklippet haar. Og særlig kjendetegn: blind paa det høire øie og noen uhyre næver. Jeg tror, han representerer „Le Journal“ . . .
Fjeld tok farvel. En ubestemt anelse om en nær forestaaende fare grep ham. Han følte mere end nogensinde sin fysiske svakhet. Og for første gang fløi der en skygge av anger gjennem hans haarde sind — en nagende tvil, der grep som en tung klo om hans hjerte. Hadde han i sin blinde tro paa sin viljes suverænitet øvet vold mot sit eget liv og sin egen lykke? . . .
Han var kommen ind i balsalen. Valsens rytmer gynget gjennem rummet. Der svevet den lykkelige sydpolsfarer over tiljerne med en ung junonisk frue, — og alle byens veldresserte danseløver hvirvlet sig i
