Grand de stadige ul fra avisgutterne. De hadde en av sine gode dage til held for deres lunger. Skrikene stod ut av deres svelg som røde flammer. Og folk blev rent i godt humør over deres jammerlige verop ianledning av den sidste ulykkelige hændelse: det store banktyveri.
For hvad er saa behagelig for ens nerver som andres ulykker! Det er livets manna for den, som vandrer i den uavladelige, uforanderlige lykkes ørken.
Fjeld svinget ind paa Grand. Lokalet var fyldt til randen av folk. Der summet imot ham en uavladelig konversation om de stjaalne hundretusener. Hvert hjørne hadde en profeterende detektiv med en uforgripelig formening. Man diskuterte avisernes utlægninger og hypoteser, gjendrev hverandre med slag i bordet og mange pjoltere. Ja, selv forfatterne hadde opgit sit daglige tema om medmenneskelig idioti og var gaat over til skarpsindige granskninger av affærens fakta.
Der sat endog Stein Riverton og nød sin cigaret og sin sakkyndighet med en smilende taushet. Ti han og Asbjørn Krag visste nok, hvem der hadde fortæret bankens skatte!
Men den lille sinte historiker stod op og svor paa, at det maatte være en dansk politiker, som hadde stjaalet pengene. Var Alberti sluppet løs — he?
Fjeld gik videre. I en av kaféens siderum traf han en gammel ven, en kjendt journalist, redaktør for en av byens største aviser. De slog sig sammen og gik ind i speilsalen.
Skjønt det var tidlig paa aftenen, vrimlet det av folk, sene middagsgjester og unge vivører, som prepareret sig for en bedre souper med et let aperitif.
— Ikke spist middag endnu, sa redaktøren paa sin korte lapidariske maate, — skulde æte mine gamle galosjer, hvis der ikke fandtes andet. Skal vi soupere — — — naa, der har vi direktøren. Godaften! Godaften!3 — De knyttede næver.