Erko hadde ordnet myntsorterne i rader og bundter efter værdi og nationalitet. Guldpengene befandt sig i smaa skindposer.
Fjeld tok en bunke sedler og stak til sig. — Her er medicin for dem som maa resignere, hvisket han, — den gyldne medicin for ens hjertes bekymringer og sorger.
Saa laaste han omhyggelig efter sig og gik ut.
Det var en deilig høstdag. Stormen hadde blæst byen ren. Røkhatten om dens hode var forsvunden og et skarlagenrødt streif fra den synkende sol strøk kjærtegnende hen over høstens gule prakt.
Og mens Jonas Fjeld vandret nedover Slotsbakken, gik byen ind i mørket. De elektriske buelamper tændtes paa Karl Johan. Kong Dag la sig ned paa sit leie og dronning Nat med det bleke ansigt og de stjernegrønne øine steg op paa sin trone.
Arbeidet var forbi og det var som om byen strakte sine lemmer efter dagens slit. Der blev folksomt paa gaterne og opover Karl Johan gik der en stadig strøm av glade, ubekymrede mennesker. De gned sig formelig op til hinanden av veltilfredshet, smil og latter krydset hinanden, mens dagens sidste minde dvælet som et matgyldent solstreif over Victoria Terrasses kupler.
Det var „7-toget“, som kom: Handelsmanden fra sit kontor eller sin disk, studenterne fra den sidste forelæsning, smaa backfischer fra sin sidste kake til den første forelskelse, dristige konfektionøser med megen erfaring i blikket og stilfærdige gatepiker med friskt farvede kinder og en utpræget ædruelig tendens henimot det, som sømmer sig en anstændig dame.
Jonas Fjeld hørte ikke til de jevne asfaltslitere. Men idag nød han denne glidende strøm av ubekymret livsglæde. Han fraadset i al den glade intetsigende summen, som lød ustanselig — i bas og diskant, i latter og kurtise — og fyldte gaten med en velgjørende disharmoni. Og over det hele hørte man fra hjørnet av
