— Kjære hr. Bjølgerud — kan De lave os en av Deres berømte kombinationer med egte kaviar, Strassburger og slikt noget. De kan det, hr. direktør. Fædrelandets øine er rettet paa Dem.
Direktøren smilte huldsalig. — Jeg skal ikke gjøre fædrelandet skam, men hvad vil herrerne drikke?
— Overlat mig vinkartet, sa Fjeld. Det er en festdag for mig — en slags begravelse, som kræver yderst gamle aarganger.
— Som du vil, sa redaktøren. Jeg sier ikke nei til et symposion. Der findes ikke trevl av fornuft i min skalle. Jeg er uttømt. Banktyveriet vet du. 4½ spalte imorgen tidlig. Nye formodninger, nye spor, ny panik og fanden og hans oldemor. To timers konferanse med bankdirektøren, Schmelck, Rynning, smedemester Andersen og pengeskapsfabrikant Olsen. Fem reportere til alle kanter. En mand til overskrifter, en til milieuskildring, en til formodninger, en til børsen og en til Bodsfængslet. Jo, jo, man driver moderne journalistik.
— Og resultatet? spurte Fjeld.
— Nul, sa redaktøren arrigt. Se der har vi politifuldmægtigen ved opdagelsespolitiet. Ham kaprer vi. Han ser blek og forsulten ut den stakkels mand. Ingen anden føde end rapporter, forhør og veklager . . . Du har ikke noget imot, at vi . . .?
Politifuldmægtigen var i civil. Han blev hentet ved hjælp av en opvarter. Der blev presentert.
— Staar til? spurte redaktøren.
— Skidt, svarte politifuldmægtigen. Jeg er dødstræt. Blev vækket idagmorges kl. 7 og har ikke set mat siden. Mine herrer undskylder . . . Og dermed hugget lovens mand sig fast i en hummer, nød glæden ved kaviaren, smattet velvillig ianledning av Strassburgeren, fugtet sin uttørrede hjerne med en Clos de Vougeot fra 1894, henfaldt i milde epikuræiske betragtninger over fasanen med
