— Aaja. Ialfald ensidig. Det blir ofte en ren sport at beskjæftige sig med det som er mislykket for andre, jeg har sandt at si en svakhet for det usedvanlige. Vi læste vist formeget Nietzsche i vor tid.
— Og Schopenhauer. Jeg vet De foragter kvinderne.
— Jeg beundrer Dem.
— Tøv! De er nok ikke rigtig frisk. De sier komplimenter.
— Jeg sier hvad jeg mener. Men De har ret, jeg er ikke all right. Det er første gang paa lang tid, jeg føler mig riktig træt. Saa træt, at jeg kunde sidde her hos Dem hele dagen og hvile mig ut. Slik som i gamle dage, da De sad paa mit fang og fortalte eventyr.
Der for en rød sky henover den unge pikes ansigt.
— Det er saa længe siden, sa hun hurtig.
— Ja det er længe siden, mumlet han halvt for sig selv. Men jeg mindes det saa godt, fordi jeg dengang hadde følelsen av det, som andre kalder et hjem. De vet jo, at jeg er et yderst tilfældig produkt av naturen. En bastard av godt og ondt, anapartis, som farmaceuterne sier. Min far var en ædel og høisindet mand — det sier alle, — som blev ødelagt av en slet kvinde. Han reddet sig fra skammen, nedværdigelsen og ydmygelsen ved et — revolverskud. Mer er det ikke at si om den ting. Han lo haardt.
Katarinas øine var fulde av taarer. — De ligner Deres far, sa hun. De har en god mands ansigt.
Han for sammen og blev blek.
— De tar feil, frøken, sa han koldt. Jeg ber ikke om Deres medlidenhet og er den ikke værd. Hvis De visste, hvem jeg var, vilde De rødme av skam over at sidde sammen med mig her. Jeg er en merket mand, en paria, som ikke er værdig at gaa ind i et tempel. Hvis De bare visste . . . der er blod og smuds paa mine hænder, — ser De ikke det onde begjær i mine øine?
