. . . Men jeg har valgt min egen lod og min egen skjendsel av fri vilje.
— Jeg har aldrig løiet for mig selv. Jeg valgte at bli en usling, en kjeltring i det almene omdømme. Jeg valgte natten for dagen, fordi det passer mig bedst. Og det ulyksalige er, at jeg er stolt av det!
Katarina saa forskrækket paa ham. — Jeg forstaar ikke — mumlet hun. — De mener, at lægens kald — jeg fatter det ikke. De — den bedste mand i verden, — aa De spøker med mig . . . ikke sandt? . . .
Det spørsmaal blev aldrig besvaret. Ti utenfor paa gaten hørtes høie skrik efterfulgt av en dæmpet mumlen. Katarina ilte hen til vinduet.
— Det er avisgutterne, sa hun. Der maa ha hændt noget forfærdelig. For aldrig kommer der avisgutter paa disse kanter. Se — folk kaster sig over aviserne . . . hvad kan det være?
Da lød der et ilskrik utfra gaten: „Stort banktyveri inat. Panserhvælvet sprængt. Vakten bedøvet. En halv million forsvundet. Spor efter internationale banktyve. Politiet har godt haap!“
Og skriket forsvandt opover Hægdehaugsveien, krøp ind porte og vinduer og spredte forfærdelse, hvor det kom.
Men Katarina Sarow lukket rolig vinduet.
— Ikke værre, sa hun muntert. — Jeg trodde minst det var en hel pikeskole, som var forgiftet. Hvad bryr vi os om disse usle pengene som ingen av os har! . . .
— Men om vi hadde nogen?
— Da graat vi en stund og bar os ilde, min kjære dr. Blodhund, sa hun med en let skygge av bebreidelse. Hvad kommer det os ved? Banken har penger nok og en lurvet tyv fortjener bare vor forakt.
Fjeld reiste sig hurtig. Han var meget blek.
— Selvfølgelig, sa han, han fortjener kun forakt og skjendsel i tusende led. En tyv er et uædelt vildt,