— Se, — papa smiler, sa hun til sin mor, der i doktorens nærværelse lot taarerne rinde som en flod.
— Hvor vakker han er med det smil, sa doktoren. Jeg husker aldrig, jeg saa ham smile. Kjære Katarina, fortsatte han mildt og klappet den lille over de lange lyse lokker, din far var en sjelden mand. Han bar lidt meget, men nu har han fred. Gud glæde hans sjel!
Katarina glemte aldrig det øieblik. Mindet om den døende far med det lyse smil præget hendes liv. Al morens graat og jammer fik ikke bugt med det friske og glade ansikt, som lyste op i det lille hjem ved Parkveien. Hun blev alles yndling. Og da Jonas Fjeld i sine studenterdage bodde hos moren, følte den store kluntede student med det indesluttede væsen sig forunderlig tiltrukket av den lille pikes klare og lyse livsmod.
Det var 7 aar siden og nu sad Jonas Fjeld atter i den lille stue.
Men Katarina Sarow var i mellemtiden blit en voksen dame. Hun hadde et av disse letbevægelige ansigter, som speiler hver følelse. Det blonde haar og de mørkeblaa øine, som sløredes av lange øienvipper, kindernes barnlige linjer, der kontrasterede sterkt mot den samtidige slanke og harmonisk utviklede figur, hendes vuggende gang og myke, pludselige bevægelser gjorde hende farlig for mænd med et sterkt følelsesliv. Netop fordi hun var blottet for koketteri og raffinement.
Jonas Fjeld sad og spekulerte paa dette og mange andre ting, da han saa ind i disse dype, troskyldige kvindeøine, som saa aapent mødte hans.
— De ser blek og anstrengt ut, doktor Fjeld, sa Katarina. De rangler vel ikke?
— Aanei — ikke mere end jeg kan taale. Alkohol er en medicin for svake mennesker, vet De.
— Og De er sterk?
