— Hvilket? spurte Erko.
— Vi faar prøve chancen, Erko, sa Fjeld muntert. Her lugter det av værdier overalt. Hver kubikcentimeter er mættet av guld og sølv og sedler. Har du aldrig lugtet paa en pengeseddel, Erko? Har du ikke merket, at den dufter av sved? Og hvad er den gule plet i menneskets øie, macula lutea. Det er gjenskinnet av de guldstykker, som er livets drivende begjær . . . Dette panserhvælv er et museum. Et museum for de menneskelige lidenskaper gjennem hundreder aar. Her er forbandelsens rigdom og rigdommens forbandelse. Eh bien! Vi forsyner os! . . .
Under denne tale hadde Fjeld angrepet det ene pengeskap med bor og brækjern i systematisk rækkefølge, mens Erko beundrende saa paa ham.
— Jeg tror, du kunde slite et pengeskap istykker med bare hænderne, sa finnen.
— Gid jeg kunde, mumlede Fjeld. Disse norske pengeskaperne er seigere end man skulde tro. Men nu skal det tilpers. Og han la hele sit kraftige legeme over den lange brækstang og slet til. Aarene paa den kraftige hals svulmet nedenfor den sorte hætte, og kroppen stod spændt som en staalbue — —
Da lød der et kort, skarpt knald. Skapet sprang op.
De to mænd blev en stund staaende ubeslutsomme. Deres hænder skalv, og deres øine brændte i feber.
— Vi har været heldige, sa Fjeld. Vi behøver ikke mere end det som findes her. Der staar skrinet med kontantbeholdningen og der . . . .
— Dette er din store dag, Jonas Fjeld, hvisket Erko. Du stjæler ikke av nød, av samfundshat, men fordi forbrydelsen utløser din sjæls sterkeste trang. En natfugl er du, et av de store, kloke dyr, hvis vingeslag man hører bruse mellem de høieste trær i skogen.
— Og du da, Erko?
— Jeg er din ven, som følger dig til din sidste
