skrænt. Du vet, jeg duer ikke til at leve for mig selv. For os vanskabninger er ensomheten værre end døden.
— Lille ven, sa Fjeld. Du er et ekko av de faa gode følelser, som findes hos mig. Er det ikke en underlig, situation. Her sitter vi to ofre for tidens overkultur og spleen og filosoferer som om vi sad ved en café melange paa Café Bauer i Berlin. Rundt omkring os findes alt det, som bringer menneskene til at elske og forraade hverandre. Dernede i det underste rum i de smaa sække ligger der guldbarrer — saa tunge, at selv jeg ikke kan slæpe dem med mig. I siderummet findes der nye sedler til adskillige hundrede tusen kroners værdi. Vi lar dem ligge, Erko. Nye sedler er farlige. Hvert kjendt nummer er en strikke om vor hals. Vi nøier os med de gode, slidte myntsorter, som er paa den store vandring. Alle utenlandske penger er ufarlige, guld og sølv likesaa . . . . .
Litt efter litt rensedes skapet for kontanter. Alt forsvandt i Fjelds store lommer — bunker av sedler, guldstykker der lynte i halvlyset, tipundsnoter og tusenfrancssedler gik samme vei. Hver eneste skuffe brækkedes op og tømtes systematisk for al værdi.
I den sidste fandtes en mægtig portefølje med dollarssedler, hvis talsifre var av en imponerende størrelse. Nogen guldbarrer av rent guld fuldendte Fjelds utrustning. Hele hans overkrop var nu et panser av pengesedler. De knitred ved hans mindste bevægelse.
— Jeg tænker, byen skal staa paa ende imorgen, mumlet Fjeld. Politiet faar sandelig nok at bestille. Skal vi ikke gi dem et par gode spor at holde sig til. Her har jeg for eksempel en „Frankfurter Zeitung“, som jeg fandt efterglemt i en jernbanevogn, da jeg igaar kom fra Ljan. En utenlandsk reisende har vel hat den med sig. Vi river av fasaden med datoen. Saa var det litt blod, kjære Erko. Tak! — — Vi
