— Det er tauget, hvisket Erko. Vi er opdaget. Han rakte haanden ut efter vennen, men Fjeld var forsvundet . . .
Midt paa trappen til kjelderen stod vaktmesteren med silketauget i haanden og saa sig omkring samtidig forbauset og forskrækket . . .
Det var en høi, kraftig kar. Han syntes at betænke sig et øieblik, før han gik videre. Saa trak han snoren til sig med et energisk ryk . . .
Vaktmester Fredriksen har fra dette øieblik kun en uklar følelse av, hvad som hændte. En iskold luftstrøm strøk forbi hans ansigt, og en jordskjælvlignende rystelse slog ham overende.
Som i en taake saa han en høi skikkelse med sort hætte over ansigtet og en lang sprøite i haanden. Men han var ikke helt sikker paa, om denne fantastiske skikkelse var et foster av hans fantasi. Sikkert var det imidlertid, at han blev liggende i trappegangen i bevisstløs tilstand til skurekonerne tidlig paa morgenkvisten fandt hoveddøren aapen og vaktmesteren sovende — — —
Fjeld blev staaende og lytte.
Han hørte regnet plaske mot ruterne i salen ovenpaa, og vindstøtene lot ikke til at ha tapt noget i styrke. Saa skruet han av lyset, som vaktmesteren hadde tændt, skrævet over den livløse skikkelse og famlet sig frem til hoveddøren. Nøklerne klirret i laasen. Med den yderste forsigtighet aapnet han døren paa gløt og kikket ut. Ikke et menneske var at se. I fem minutter blev han staaende der, men da gaten ikke viste noget livstegn, lukket han døren forsigtig, stak nøklerne til sig og tok atter veien ned til kjelderen. Vaktmesteren laa endnu bevisstløs. Han trak veiret tungt, men den rallende lyd var forsvunden. Fjeld nikket tilfreds.
— En prægtig opfindelse denne giftige gas, mumlet
