et merkelig plag. Dets indre var saa at si foret med staalinstrumenter av enhver art. Erko la sig paa knæ ved siden av og kjærtegnet ømt de vakre indbrudsvaaben, som lyste ham imøte med en egen gulblek glans. — La os ta fat, mumlet han med feberhete øine og tok et kort sylhvast bor og fæstet det til en ramme, som var forsynet med en lang elektrisk ledning. Den anbragtes paa en kontakt og kort efter surret Erkos bor med raseri ind i panserhvælvets 20 tommer tykke dør.
Erko saa triumferende op. Boret sank langsomt, men sikkert ind i staalmassen. I løpet av tre kvarter var dørens konturer markert med 10 huller av 12 centimeters dybde. I hvert av hullerne puttedes der ind en patron, hvorpaa den ytterste del av hullerne lukkedes med et omhyggelig tilskruet metalstykke, som var forsynet med en hane. Tynde traade førte fra hver hane til et langt silketaug, som lededes op til første etage.
— Er du sikker paa, at eksplosionen ikke vil vække oppmerksomhet? spurte Fjeld.
— I dette veir vil ingen merke noget, sa Erko rolig. Det er ikke almindelig bondedynamit, vi bruker. Det blir en voldsom rystelse, men hverken røk, glimt eller smeld. Vore naboer vil tro, det er et let jordskjælv. Men ellers — —
Erko stanset pludselig. En lang, skrikende lyd hørtes ovenfra. Med et vældig sprang var Fjeld henne ved kontakten og slukket lyset. — Det er vaktmesteren, hvisket han. En halv time før tiden. Den gode Fredriksen er søvnig. Han skal faa sove.
Erko la haanden paa vennens arm. — Husk dit løfte!
Fjeld nikket. Den tunge dør hadde dreiet sig paa sine hængsler. Man hørte en mands trin i gangen. Han stanset pludselig med et forbauset utbrud . . .