gik, heder det, en Kveld til Kirken og blev var, at Drengen hans lurede sig efter ham.
„E de du, Ola, saa han de taa Gara,
held saa e du ille sara,“
sagde Presten. Men Drengen holdt fremfor sig en Jernstang, han havde faaet fat i. „Svarer du ikke, saa sætter jeg dig ned,“ sagde Herr Petter. Ola svarede ikke.
„E set de ne
te dine Kne,“ „
sagde Presten; men det var bare Jernstangen, som sank. Forbandelsen standsedes af Jernet.
„E set de ne
tert Mønind te“ (til Hofterne),
sagde Presten. Jernstangen sank, og Ola sagde intet.
„E set de ne,
Saa hel du e,“
sagde Presten tredje Gangen. Da for hele Jernstangen ned, og Ola tog til Bens. — Endda en Kveld lurede Ola sig efter med en Jernstang; men da gik det værre. Nu vidste Presten om Jernet, og da kunde det ikke verge mod Forbandelsen.
„E de Fælk, held (eller)
E de Develskab ikveld ?“
sagde Herr Petter. Men Ola svarede ikke. „Saa synk i svarten Jord da,“ sagde Presten, og dermed begyndte baade Jernstangen og Karlen at synke. Men da raabte Drengen: „Aa kjære Far, det er din egen Dreng.“ Men Presten sagde:
„E rokke ikje mine Ord,
Naa maa du sekk i svarten Jord.“
Saa kom han og læste Fadervor over Hovedet paa ham, og dermed for han i Afgrunden.
I Selbu var det nok flere, som havde Svartebogen
