Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXVIII

gik, heder det, en Kveld til Kirken og blev var, at Drengen hans lurede ſig efter ham.

„E de du, Ola, ſaa han de taa Gara,
held ſaa e du ille ſara,“

ſagde Preſten. Men Drengen holdt fremfor ſig en Jernſtang, han havde faaet fat i. „Svarer du ikke, ſaa ſætter jeg dig ned,“ ſagde Herr Petter. Ola ſvarede ikke.

„E ſet de ne
te dine Kne,“ „

ſagde Preſten; men det var bare Jernſtangen, ſom ſank. Forbandelſen ſtandſedes af Jernet.

„E ſet de ne
tert Mønind te“ (til Hofterne),

ſagde Preſten. Jernſtangen ſank, og Ola ſagde intet.

„E ſet de ne,
Saa hel du e,“

ſagde Preſten tredje Gangen. Da for hele Jernſtangen ned, og Ola tog til Bens. — Endda en Kveld lurede Ola ſig efter med en Jernſtang; men da gik det værre. Nu vidſte Preſten om Jernet, og da kunde det ikke verge mod Forbandelſen.

„E de Fælk, held (eller)
E de Develſkab ikveld ?“

ſagde Herr Petter. Men Ola ſvarede ikke. „Saa ſynk i ſvarten Jord da,“ ſagde Preſten, og dermed begyndte baade Jernſtangen og Karlen at ſynke. Men da raabte Drengen: „Aa kjære Far, det er din egen Dreng.“ Men Preſten ſagde:

„E rokke ikje mine Ord,
Naa maa du ſekk i ſvarten Jord.“

Saa kom han og læſte Fadervor over Hovedet paa ham, og dermed for han i Afgrunden.

I Selbu var det nok flere, ſom havde Svartebogen