forfærdeligt Tordenveir, at Folk aldrig havde oplevet Magen. Herr Petter troede da, at Verdens Ende var kommen, og sendte Bud til saamange han kunde, at de skulde møde frem i Alstahaug Kirke. Han holdt der en gribende Tale om, hvorledes Menigheden ret skulde berede sig til at gaa de sidste Ting imøde. Og — medens Gudstjenesten varede i Kirken, lagde Tordenveiret sig lidt efter lidt, faa det var det deiligste Veir, da Menigheden gik ud af Kirken. „Gamle Marta,“ af hvem Meddeleren[1] i sin Barndom hørte dette Sagn, havde dem fra sin Bedstemoder, som havde tjent hos Herr Petter og havde været tilstede i Kirken baade ved denne Leilighed og dengang han fik Aamerne bort.
Herr Petter pleiede ofte at gaa paa Kirkegaarden om Natten. En af hans Tjenestekarle tænkte engang at gaa efter ham og skræmme ham. Til den Ende svøbte han sig en Nat ind i et hvidt Lagen og gik ind paa Kirkegaarden. Strax efter kom Herr Petter. Da han fik se den hvide Skikkelse, gik han hen til den og spurgte, hvem det var. Intet Svar. Herr Petter tog da og satte ham ned i Jorden til Knærne og gjentog sit Spørgsmaal, idet han lagde til: „Svarer du ikke nu, er du forloren.“ Men Gutten, som tænkte, at Presten var ræd, svarede ikke. Saa satte han ham ned igjennem Kirkegaarden lige til Hagen, og da forklarede Gutten, hvem han var; men da var det for sent; han maatte fare Veien ned til Underverdenen[2].
Saaledes fortælles Sagnet i Nordland. Det samme Sagn haves i Selbu i en noget forskjellig og udførligere Form. Herr Petter — han gjøres her til Prest i Selbu —
