Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXVII

forfærdeligt Tordenveir, at Folk aldrig havde oplevet Magen. Herr Petter troede da, at Verdens Ende var kommen, og ſendte Bud til ſaamange han kunde, at de ſkulde møde frem i Alſtahaug Kirke. Han holdt der en gribende Tale om, hvorledes Menigheden ret ſkulde berede ſig til at gaa de ſidſte Ting imøde. Og — medens Gudstjeneſten varede i Kirken, lagde Tordenveiret ſig lidt efter lidt, faa det var det deiligſte Veir, da Menigheden gik ud af Kirken. „Gamle Marta,“ af hvem Meddeleren[1] i ſin Barndom hørte dette Sagn, havde dem fra ſin Bedſtemoder, ſom havde tjent hos Herr Petter og havde været tilſtede i Kirken baade ved denne Leilighed og dengang han fik Aamerne bort.

Herr Petter pleiede ofte at gaa paa Kirkegaarden om Natten. En af hans Tjeneſtekarle tænkte engang at gaa efter ham og ſkræmme ham. Til den Ende ſvøbte han ſig en Nat ind i et hvidt Lagen og gik ind paa Kirkegaarden. Strax efter kom Herr Petter. Da han fik ſe den hvide Skikkelſe, gik han hen til den og ſpurgte, hvem det var. Intet Svar. Herr Petter tog da og ſatte ham ned i Jorden til Knærne og gjentog ſit Spørgsmaal, idet han lagde til: „Svarer du ikke nu, er du forloren.“ Men Gutten, ſom tænkte, at Preſten var ræd, ſvarede ikke. Saa ſatte han ham ned igjennem Kirkegaarden lige til Hagen, og da forklarede Gutten, hvem han var; men da var det for ſent; han maatte fare Veien ned til Underverdenen[2].

Saaledes fortælles Sagnet i Nordland. Det ſamme Sagn haves i Selbu i en noget forſkjellig og udførligere Form. Herr Petter — han gjøres her til Preſt i Selbu —

  1. Kateket Bang. Samme „Gamle Marta“ er hans Hjemmel ikke alene for disſe to Sagn, men for ſamtlige af Herr Bang i Daaes Bygdeſagn (II Saml. S. 117 ffg.) meddelte.
  2. Meddelt af Kateket Bang.