Dass, at han har været en mer end almindelig sund, kraftig Personlighed, ved sin Fremtræden og Evner vel skikket til baade at imponere og vinde, hvem han kom sammen med. Han var, siger han Sønnesøn, „noget hastig i Svar og Udtale, dog ei fremfusende.“ Spøg og Skjemt kom ham tidt paa Tungen som paa Pennen:
„En knur og grinen Mand
Af alle bør belees,“
heder det i et af hans Rimbreve. Som Exempel paa hans Lyst til Selskabelighed ved Traditionen endnu at berette, at hans Kapellaner hvert Aar om Vinteren var forsamlet hos ham, og levede man da et Par Uger i Lystighed og Glæde[1]. Sit Kalds Pligter og sin Menighed omfattede han med Varme og Kjærlighed, men fandt dog Tid til at sørge for sin timelige Velstand og til at udfolde en omfangsrig Digtervirksomhed. Han havde Sangens Evne, og hvad Magt der laa i hans Ord og Rost, naar han stod paa sin Prædikestol, derom kan Folkesagnet endnu fortælle. Det er ikke Petter Dass’s Digtning alene, men ligesaameget hans hele Personlighed, der har gjort, at Nordlændingen fremdeles med Kjærlighed og Respekt ser op til hans Navn og bevarer hans Minde. De brugte i Nordland i lange Tider, og nogle bruger det vel endda, i sine Raaseil at sætte to Firkanter af sort Tøi, helst af Vadmel, oppe under Raaen, en Firkant paa hver Side; dette, siger de, er til Sorg over Petter Dass’s Død; har man i tillige havt et sort Stykke midt paa Seilet under Raaen, var det Tegn paa, at man var i Slegt med ham[2].
