Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/39

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXII

Daſs, at han har været en mer end almindelig ſund, kraftig Perſonlighed, ved ſin Fremtræden og Evner vel ſkikket til baade at imponere og vinde, hvem han kom ſammen med. Han var, ſiger han Sønneſøn, „noget haſtig i Svar og Udtale, dog ei fremfuſende.“ Spøg og Skjemt kom ham tidt paa Tungen ſom paa Pennen:

„En knur og grinen Mand
Af alle bør belees,“

heder det i et af hans Rimbreve. Som Exempel paa hans Lyſt til Selſkabelighed ved Traditionen endnu at berette, at hans Kapellaner hvert Aar om Vinteren var forſamlet hos ham, og levede man da et Par Uger i Lyſtighed og Glæde[1]. Sit Kalds Pligter og ſin Menighed omfattede han med Varme og Kjærlighed, men fandt dog Tid til at ſørge for ſin timelige Velſtand og til at udfolde en omfangsrig Digtervirkſomhed. Han havde Sangens Evne, og hvad Magt der laa i hans Ord og Roſt, naar han ſtod paa ſin Prædikeſtol, derom kan Folkeſagnet endnu fortælle. Det er ikke Petter Daſs’s Digtning alene, men ligeſaameget hans hele Perſonlighed, der har gjort, at Nordlændingen fremdeles med Kjærlighed og Reſpekt ſer op til hans Navn og bevarer hans Minde. De brugte i Nordland i lange Tider, og nogle bruger det vel endda, i ſine Raaſeil at ſætte to Firkanter af ſort Tøi, helſt af Vadmel, oppe under Raaen, en Firkant paa hver Side; dette, ſiger de, er til Sorg over Petter Daſs’s Død; har man i tillige havt et ſort Stykke midt paa Seilet under Raaen, var det Tegn paa, at man var i Slegt med ham[2].

  1. Meddelt af Kirkeſanger H. Heitmann i Alſtahaug.
  2. Meddelt af A. Sellevold, ſom tilføier: „Snarere ſkulde det nok være brugt ſom mere varigt for Forraadnelſe, da Vadmel har den Egenſkab at holde længere ud end Tøi af Hamp, Bomuld o. desl. Men Sagnet er nu ſaa.“