Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXI

Med hans øvrige Svagheder forenede sig Stensmerter, der foraarsagede ham de heftigste Lidelser. „I sex Aar,“ skriver han, „har jeg været svag og ikke havt en rolig Dag.“ I rørende Simpelhed skildrer han sine Kvaler, der pinte ham den udslagne Dag og ei lod en Blund falde paa hans Øine om Natten. Det var ham en Lise at skildre de Smerter, hvoraf han led. Hans Tanke vendte sig altid mere mod Døden som den eneste Befrielse. I denne Tilstand beskrev han i en Sang sit Levnetsløb, „tilegnet hans kjære Menighed,“ eller som han kalder den: sit sidste Testament Vakkert og inderligt takker han Gud, fordi han saa uforskyldt har overøst ham med sin Naade. Han viser, hvorledes Guds Miskund har fulgt ham lige fra Barndommen af, da Herren selv blev den faderløses Fader, og ender med en Bøn for Menigheden, baade den store, der omfatter alle kristne, og den mindre, som var ham betroet:

„Vor Syndetal afskrive,
Stryg al Restantsen ud,
At Helgeland maa blive
Et helligt Land for Gud!“

Endelig opfyldtes hans Bønner. Han døde i August Maaned 1708[1], 61 Aar gammel. Han blev bisat i Alstahaugs Kirke. For nogle Aar tilbage, da Kirken blev restaureret, fandtes og borttoges Petter Dass’s Ligkiste, tilligemed andres af hans Familie. Hvor der et blevet af dem, vides ikke.

Det fremgaar af alt, hvad der er os berettet om Petter

  1. Dette Aar angives af Alb. Dass og er visselig det rette. Welhaven (Saml. Skr. VI 123) har 1707, rimeligvis efter en Chronologia & Series Pastor. Alstah. i Rigsarkivet, som dog er nyere end A. Dass og ei kan tillægges saamegen Troværdighed. Datoen kan ikke nøiere oplyses, da Alstahaugs Ministerialbøger først begynder med Aar 1714.