Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/38

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXI

Med hans øvrige Svagheder forenede ſig Stenſmerter, der foraarſagede ham de heftigſte Lidelſer. „I ſex Aar,“ ſkriver han, „har jeg været ſvag og ikke havt en rolig Dag.“ I rørende Simpelhed ſkildrer han ſine Kvaler, der pinte ham den udſlagne Dag og ei lod en Blund falde paa hans Øine om Natten. Det var ham en Liſe at ſkildre de Smerter, hvoraf han led. Hans Tanke vendte ſig altid mere mod Døden ſom den eneſte Befrielſe. I denne Tilſtand beſkrev han i en Sang ſit Levnetsløb, „tilegnet hans kjære Menighed,“ eller ſom han kalder den: ſit ſidſte Teſtament Vakkert og inderligt takker han Gud, fordi han ſaa uforſkyldt har overøſt ham med ſin Naade. Han viſer, hvorledes Guds Miſkund har fulgt ham lige fra Barndommen af, da Herren ſelv blev den faderløſes Fader, og ender med en Bøn for Menigheden, baade den ſtore, der omfatter alle kriſtne, og den mindre, ſom var ham betroet:

„Vor Syndetal afſkrive,
Stryg al Reſtantſen ud,
At Helgeland maa blive
Et helligt Land for Gud!“

Endelig opfyldtes hans Bønner. Han døde i Auguſt Maaned 1708[1], 61 Aar gammel. Han blev biſat i Alſtahaugs Kirke. For nogle Aar tilbage, da Kirken blev reſtaureret, fandtes og borttoges Petter Daſs’s Ligkiſte, tilligemed andres af hans Familie. Hvor der et blevet af dem, vides ikke.

Det fremgaar af alt, hvad der er os berettet om Petter

  1. Dette Aar angives af Alb. Daſs og er visſelig det rette. Welhaven (Saml. Skr. VI 123) har 1707, rimeligvis efter en Chronologia & Series Pastor. Alstah. i Rigsarkivet, ſom dog er nyere end A. Daſs og ei kan tillægges ſaamegen Troværdighed. Datoen kan ikke nøiere oplyſes, da Alſtahaugs Miniſterialbøger førſt begynder med Aar 1714.